Det virker måske ikke altid sådan, men det er altså FANTASTISK at holde børnefødselsdag!
-ja, det kan også være hårdt, kaotisk og svært at overskue, men glæderne ved det opvejer det klart.
Men hvad er det så der er så fedt?
Jo, for det første fejrer du DIT barn, dit skønne dejlige mirakel, som har vendt dit liv fuldstændig op & ned (på en god måde). Og ved at holde en børnefødselsdag skaber du nogle skønne oplevelser & minder for dit barn, som han/ hun forhåbentlig vil mindes med glæde resten af livet.
Gæsterne vil forhåbentlig også have det sjovt og få nogle gode oplevelser med hjem.
Personligt tror jeg også det er sundt for især klassekammerater at være sammen på en anden måde end i skolen, at se hinandens hjem og lege sammen (på en anden måde end ved “normale” legeaftaler).
Der er også en masse læring i at holde sådan en fødselsdag, for børnene lærer noget om hvordan man opfører sig til sådan en fest, de lærer om hinandens familier, hjem og dette hjems normer & regler. Fødselsdagsbarnet lærer også lidt om at være “vært” (afhængig af alder) og hvordan man har gæster.
Personligt elsker jeg også at finde på festen og forberede den. At sidde med min datter og finde ud af hvad hun har lyst til at lave, til at spise og til at lege. Det er super sjovt at gøre klar og finde på -men det bedste af det hele er at se at Philomena hygger sig til festen og griner & leger med sine gæster.
Den glæde er det hele værd -det er jo også hendes fest 😉