Skal du holde børnefødselsdag med dykker eller hav tema, kunne et bud på maden være pirogger i sjove faconer, der passer til temaet.
Enten kan du og familien lave dem dagen før -eller, hvis der ikke er voldsomt mange børn, kan børnene lave deres egne. Men, vælger du at de selv skal lave deres egne, så start med det når gæsterne kommer, da de skal hæve og bage noget tid 🙂
Sådan gør du:
Forbered noget fyld, der er et utal af kombinationsmuligheder, f.eks:
-klassisk pizza-fyld med ost, tomat og skinke (ofte en børnefavorit)
-kødsovs og ost
-spinat og fetaost (gør den godt cremet, da det ellers kan blive lidt tørt)
-krydrede kartofler og grøntsager.
(ellers har google et ton af forslag -både til fyld og dej-opskrifter 😉 )
Lav en portion pirogdej, del den op i portioner og ælt en portion geléfarve ind i hver af portionerne. Rul dejen TYNDT ud (de hæver meget og bliver tørre, hvis ikke dejen er tynd), skær dem evt. ud i faconer, put fyld på og læg tyndt udrullet dej ovenpå og tryk det sammen med en gaffel i kanterne. Pynt med dej i andre farver efter behag og brug det til at lave finner eller f.eks. arme på en blæksprutte.
Som øjne er halve sorte oliven ideelle -de er nemme at bruge og giver en sjov effekt af enten en fisk der kigger eller er død.
Lav piroggerne hæve, pensl dem før de bages og server dem varme.
Er de lavet dagen i forvejen, kan de lunes i ovnen 🙂
Der er masser af muligheder for at lave sjove figurer og dyr, f.eks. fisk, hajer, muslinger, blæksprutter, tang, haj-æg, søstjerner osv. Kun fantasien sætter grænser 🙂
Hvis du laver dem helt selv, er muslinger en nem ting at lave -rul en cirkel pirog-dej ud, put fyld på halvdelen, fold en anden halvdel over og mas dejen sammen med en gaffen i kanten. Sæt evt. øjne på 🙂
Dæk bordet med en blå dug og pynt op med (vaskede) muslinger og konkylier.
Du kan også nemt lave “tang” ved at hænge grønt gavebånd ned fra loftet 🙂