”Jajaja?”
”Nej, Y-a-r-a-y-a = Yaraya”
Efter at have startet Yaraya op, har jeg fået en del spørgsmål over navnet. Det er måske også lidt mærkeligt, så jeg tænkte jeg ville forsøge at afmystificere det lidt.
Grunden til navnet blev lagt da jeg som barn flyttede til Nigeria med mine forældre. De arbejdede dernede og min lillebror & jeg skulle selvfølgelig med.
Mine første barndomsminder er derfra, det er minder om varme, om sol og masser af glade børn. Om en verden fyldt med leg, opdagelse og frihed, hvor jeg legede ude hele dagen med andre børn og havde det sjovt.
Vi boede i den nordøstlige del af Nigeria og der var temmelig tørt og goldt, men alligevel kunne man finde små fine blomster gemt rundt omkring. Og når regntiden kom, ændrede alt sig som ved et trylleslag og forvandlede sig til at være grønt, fugtigt og overvældende frodigt. Det var en fantastisk barndom og jeg ville ønske for alle andre at de også kunne få sådanne oplevelser.
Som voksen (tilbage i Danmark), ledte jeg efter et navn der afspejlede noget med barndom, glæde, fantasi og eventyr. Jeg ledte og ledte og ledte, men alt hvad jeg fandt, var taget eller føltes ”forkert”.
Mens vi boede i Nigeria, havde jeg lært det lokale sprog, som hedder Hausa og jeg begyndte at se på om det mon kunne bruges.
På hausa hedder barndom yarantaka og eventyr hedder hikaya. Yaraya er altså en sammensætning af disse to ord og symbol på en eventyrlig barndom, for det er det alle børn bør have 🙂