Mon ikke de fleste har set videoklippet med en sovende far, der pludselig griber sin lille baby, før hun falder ned ad sofaen.
Det ligner superkræfter -eller i det mindste super sanser.
Men er det noget alle får, når de får børn? Eller måske i forskellig grad og på forskellige måder?
Som gravid udviklede jeg en super sensitivitet overfor røg og blev således en levende røgalarm. Selv den mindste røg udvikling fra brændt mad eller bare en der gik forbi på gaden med en smøg, gav mig den vildeste kvalme og jeg kunne straks mærke eventuel mad i maven sætte speederen i bund på vej op ad spiserøret. Om det er en superkraft ved jeg ikke helt, men det er i hvert fald yderst smart af kroppen at reagere sådan på ting, der er skadelige for fosteret.
Et par gange efter at Philomena kom til verden, har jeg også haft sære oplevelser.
En dag lå hun som rund baby på legetæppet og legede, mens jeg lavede mad. Der var skabe i vejen, så jeg ikke kunne se hende. Pludselig fik jeg en fornemmelse af at noget var HELT galt og jeg løb hen til hende. Philomena havde fået revet hul på legetæppet og havde taget noget af fyldet fra tæppet i munden og kunne derfor ikke få luft. Heldigvis fik jeg det hurtigt ud og hun var frisk igen.
Da hun var ældre og gik i dagpleje, havde jeg en dag en meget sær fornemmelse da jeg afleverede hende. En sær fornemmelse af, at der ville ske noget dårligt, men jeg slog det hen som noget pjat. Et par timer senere ringede dagpleje moderen og sagde at Philomena ikke brugte sin arm. Hun og en anden pige havde været oppe at toppes om rutsjebanen (for man kan jo tydeligvis ikke være flere der bruger den 😉 ) og Philomenas arm var gået af led.
Heldigvis ikke værre end at en læge på skadestuen nemt kunne ordne det.
Men hvad mon der sker? Kan man være så meget i symbiose med sit barn at man ubevidst kan fornemme det?
Hvad tror du det er?
Og har du også oplevet at have superkræfter/ supersanser i forhold til dit barn?